Den sene præsident John F. Kennedy sagde engang: "Vores fremskridt som en nation kan ikke være hurtigere end vores fremskridt i uddannelsen. Det menneskelige sind er vores grundlæggende ressource. "Med denne erklæring udtrykte præsident Kennedy filosofien hos mange industriister og forskere, som søgte at forbedre arbejdskraftens produktivitet og medarbejdernes individuelle potentiale. Deres metoder resulterede i sidste ende på større vægt på at udvikle mennesker som ressourcer.
Oldtid
Udtrykket "menneskelige ressourcer" blev kun udtænkt i det 20. århundrede. Men den menneskelige race udviklede medarbejderudvælgelsesprocesser længe før. Selv i den forhistoriske periode betragtede mennesker nøje kandidatens kvalifikationer, før de valgte ham til ledelsesposition. Derudover læggede de tidligste mennesker stor vægt på at aflevere nødvendig viden. Udviklingen af menneskelige ressourcer er baseret på uddannelse, som indebærer at overføre væsentlige materialer til medarbejdere, så de kan gøre deres job bedre.
Oldtidshistorie
Da den menneskelige civilisation fortsatte med at udvikle sig, så ønsket ønsket om at forbedre medarbejdernes ydeevne og viden. Historikere har fundet beviser for ansættelsesscreening eksamener, der går tilbage til 1115 B.C. i Kina. De antikke grækere og babylonierne skabte lærlingeuddannelsen, som uddannede indgangsniveauansatte i en bestemt handel. Lærlingeuddannelser fortsatte godt ind i middelalderen.
Den Industrielle Revolution
I slutningen af det 18. århundrede skiftede Europa og Amerikas økonomier fra landbrug til produktion. Opfindere udviklede mekanismer til at fremskynde produktionen. Imidlertid førte mekanisering til skader, et monotont arbejdsmiljø og lave lønninger til fordel for mere effektiv produktion. Nogle arbejdsgivere realiserede produktiviteten korreleret stærkt til medarbejdertilfredshed og forsøgte at forbedre træning og løn.
Human Relations Movement
Første verdenskrig medførte store ændringer på arbejdsmarkedet. Efter første verdenskrig indså regeringen og virksomhederne, at medarbejderne ikke længere ville bidrage til økonomien, hvis de blev mishandlet. I 1928 begyndte socialforsker Elton Mayo at undersøge effekten af bedre arbejdsvilkår for medarbejderne. Ikke overraskende producerede arbejdere under forbedrede forhold mere. Mayo opdagede, at under bedre forhold arbejdede medarbejderne som hold og genererede en højere produktion. Han fremmer stærkere menneskelige relationer mellem underordnede og vejleder, som han kaldte "Human Relations movement".
Human Resources Approach
Ved 1960'erne indså ledere og forskere, at bare fordi en medarbejder har bedre arbejdsvilkår, betyder det ikke, at han vil arbejde hårdere. I stedet opstod der en ny teori. Både chefer og socialforskere konkluderede, at hver arbejdstager har individuelle behov og kræver en mere personlig form for motivation for at producere mere. Virksomheder begyndte at behandle medarbejdere som aktiver eller ressourcer, der krævede dyrkning og opmuntring for at virksomheden skulle lykkes.
Udvikling af ressourcer
I de sidste årtier af det 20. århundrede begyndte vejledere at fokusere på at bringe organisatoriske og individuelle medarbejdermål tættere sammen. For at gøre dette forsøgte cheferne at gøre arbejdet meningsfuldt. Øverste ledelse gav personaleansatte fagfolk ansvaret for at optimere medarbejderkvalifikationer for at skabe en mere værdifuld og dygtig arbejdsstyrke. Denne tendens har været gældende i det 21. århundrede, med personaleafdelinger, der lægger vægt på færdighedsudvikling og træning for medarbejdere.
