Dit indtjeningspotentiale som virksomhedsejer afhænger af en række faktorer, herunder dit lands finanspolitik. Enhver ændring i de offentlige udgifter og beskatning vil påvirke dine indtægter såvel som dine kunders købekraft. Af denne grund er det vigtigt at have en god forståelse af de diskretionære finanspolitikker og automatiske stabilisatorer i makroøkonomi. Dette giver dig mulighed for at foretage smartere investeringer og for at holde din virksomhed blomstrende.
Hvad er diskretionære skattepolitikker?
Diskretionære finanspolitikker stabiliserer økonomien. De træder i kraft, når regeringen sender nye love, der ændrer skat eller udgiftsniveau. Generelt er disse foranstaltninger taget under enten recessioner eller bremser.
For eksempel kan regeringen gennemføre denne form for finanspolitik under en økonomisk krise for at øge den samlede efterspørgsel. Hvis økonomien blomstrer, vil disse foranstaltninger hjælpe med at begrænse den samlede efterspørgsel. De er beregnet til at lukke et inflations- eller et recessionskløft. Derfor vil en diskretionær finanspolitik stabilisere økonomien mest, når overskud opstår under inflation og underskud under recessioner.
Generelt tager det overalt fra seks til tolv måneder efter gennemførelsen af politiske ændringer for at opleve store forbedringer. Visse foranstaltninger, som f.eks. Varierende udgiftsprogrammer og skattesatser, kan have midlertidige stabiliserende virkninger. For eksempel kan regeringen reducere skatterne i recessionstider for at forhindre indkomst og efterspørgsel i at falde.
Rollen af automatiske stabilisatorer i makroøkonomi
Ligesom diskretionære finanspolitikker balancerer automatiske stabilisatorer output og efterspørgsel. Forskellen er, at ændringerne i de offentlige udgifter og skattesatser sker uden nogen bevidst lovgivningsmæssig indsats. Kongressen må med andre ord ikke stemme om dem. Disse foranstaltninger kan omfatte (men ikke begrænset til) beskæftigelsesincitamenter, skattelettelser, progressiv beskatning, tilskud til landmænd og arbejdsløshedskompensation.
For eksempel, når økonomien går langsommere, og folk mister deres job, vil regeringen automatisk bruge mere på arbejdsløshedsunderstøttelse. Under økonomisk vækst vil folk tjene mere og betale højere skatter, mens ledigheden falder. Derfor vil regeringen bruge mindre på arbejdsløshedskompensation.
Begrænsningerne af automatiske stabilisatorer
En begrænsning af den automatiske stabiliseringspolitik er, at det ikke virker, hvis inflationen skyldes andre faktorer end dem, der påvirker den samlede efterspørgsel. Diskretionære finanspolitikker kan på den anden side løse økonomiske problemer, der ikke er bundet til det samlede efterspørgsel.
Derudover er automatiske stabilisatorer ikke en mulighed i mindre udviklede lande, da landet skal have et veludviklet skatte- og socialsikringssystem på plads. Desuden kan de have overdrevne virkninger på de offentlige finanser.
For eksempel øges statens låntagning i recessionstider, hvilket igen begrænser de private midler til rådighed for forskning, investeringer og andre faktorer, der ellers ville stimulere økonomisk vækst. Når regeringsudgifterne stiger, skal pengene komme fra et eller andet sted.
Både automatiske stabilisatorer og diskretionære finanspolitikker har deres frynsegoder og begrænsninger. En ting er helt sikkert: Automatiske stabilisatorer alene er ikke nok til at rette op på problemet i tider med lavkonjunktur eller inflation. Af denne årsag kan det være nødvendigt med regeringsintervention for at stabilisere økonomien.
