Frihandelszoner, også kendt som udenrigshandelszoner, er specifikke geografiske områder, der er udpeget til lagring af importerede varer. Effekten af betegnelsen er, at importafgifter på varerne udskydes, indtil varerne faktisk sendes til en køber inden for USA. Zoner er stærkt reguleret af US Treasury Department. Der er omkring 250 generelle og over 500 specialområder i USA. Hver indgangsport er berettiget til at etablere en zone, der er åben for enhver juridisk forretningsvirksomhed. Hver zone kan have udpeget special-underzoner, der generelt drives af et firma.
Zone Locations
Der er 250 generelle formål udenrigshandel zoner placeret i hele USA. De fleste er forbundet med en Port of Entry. De 500 Special Purpose-underzoner er placeret i nærheden af virksomheder, hvis faciliteter bruges til at fremstille varer fra importerede materialer, men ikke ligger i nærheden af en generel zone. En kommune eller stat kan også søge at have en underzone placeret i dens indflydelsessfære. Brug linket herunder for at finde en udenrigshandelszone i en hvilken som helst stat.
Fordele ved zonen
Virksomheder, som importerer varer til distribution eller råvarer til fremstilling, kan høste betydelige fordele ved at lokalisere i en zone. Da zonen teknisk set stadig er udenlandsk jord, skal told og tariffer ikke betales ved landing. Dette hjælper en virksomhed med at styre sin pengestrøm mere effektivt, fordi de ikke skal betale pligten, før de faktisk sender varerne. Hvis de ompakker eller fremstiller varerne og derefter sender dem ud af landet, skal de aldrig betale taksten. Fællesskaber nyder godt af zonerne, da økonomiske motorer skaber job og indtægter for kommunerne.
Zonetyper
Generelle formål zoner er oftest placeret i en havn eller en industripark ved siden af en havn. De er åbne for alle virksomheder og bruges oftest til oplagring eller distribution. Ompakning af varer er tilladt i disse zoner. Hvis et produktionsselskab importerer betydelige mængder råvarer, kan de søge om en særlig underzone, der overlejrer sin plante. Dette giver dem mulighed for at indbringe materialerne, producere varerne og derefter betale en afgift baseret på værdien af de færdige varer, når varen sendes.
