En investors indflydelsesniveau over en investering er den primære determinant for den metode, der bruges til at tage højde for investeringer i stamaktier. Mængden af indflydelse refererer til den grad af kontrol, der udøves af virksomheden, der køber bestanden over operative beslutninger fra det selskab, der udsteder bestanden.
Omkostningsmetode vs egenkapitalmetode
En investors indflydelsesniveau over en investering bestemmer, hvordan investoren rapporterer egenkapitalinvesteringen i årsregnskaber. En retningslinje, der bruges til at bestemme indflydelse, er procentdelen af afstemningsbeholdningen i den investor, der ejes af investoren. Andre indflydelse på indflydelse omfatter repræsentation i bestyrelsen, deltagelse i politiske beslutningsprocesser, materielle transaktioner mellem virksomheder, udveksling af ledende medarbejdere eller teknisk afhængighed.
Omkostningsmetode
Ifølge "Håndbog om vedvarende energi-skattelettelser" betragtes erhvervelsen af mindre end 20 procent af beholdningen af en investering som for lille en investering for at give investor en betydelig indflydelse på investeringen. Som følge heraf regnes denne investering med omkostningsmetoden. I dette tilfælde debiteres opkøbsomkostningerne på aktivkontoen "Egenkapitalinvesteringer". Eventuelle udbytter debiteres til Kontantkontoen og krediteres Dividends Revenue-kontoen. Derfor påvirker denne indkomst ikke balancens balance. Når aktieinvesteringen sælges, indregnes en gevinst eller tab i forskellen mellem anskaffelsesprisen og salgsprisen.
Egenkapitalmetode
"Håndbogen for vedvarende energi skatkredit" fastslår, at erhvervelsen af mellem 20 og 50 procent af en investees aktie anses for tilstrækkelig stor til at give en ikke-kontrollerende investor en betydelig indflydelse på investeringen. En sådan ikke-kontrollerende interesse indebærer, at investoren hverken har stillinger i bestyrelsen eller medarbejderstillinger i investoren. En sådan investering regnes af investor ved brug af egenkapitalmetoden. I dette tilfælde reguleres aktiebeholdningen periodisk for at tage hensyn til både udbytte og indtjening eller tab af investee. På denne måde debiteres opkøbsomkostninger på aktivkontoen "Aktier Investeringer". Til gengæld krediteres udbytte til egenkapitalinvesteringerne, idet udbyttet behandles som et delvis afkast af den oprindelige investering. Som følge heraf påvirker udbyttet indkomstens balancesaldo. Til gengæld debiteres investorens andel af investeringsinstituttets nettoindkomst på indtægterne fra investeringskonto.
Forskelle mellem omkostningsmetode og egenkapitalmetode
I modsætning til egenkapitalmetoden tegner omkostningsmetoden investeringer, når investor ikke har mulighed for at udøve kontrol over investorens aktiviteter. Efter egenkapitalmetoden registreres den oprindelige investering til kostpris, og denne investering øges eller formindskes periodisk for at tage hensyn til udbytte og indtjening eller tab af investeringen. I modsætning hertil tegner omkostningsmetoden den oprindelige investering som en debet til en investeringskonto og udbyttet som en kredit til en indtjeningskonto. I modsætning til egenkapitalmetoden påvirker kontantfordelinger under omkostningsmetoden ikke balancens balancesaldo.
