Udenlandske markeder tilbyder unikke forretningsmuligheder for lande. Hvert land præsenterer også særlige udfordringer for udenlandske virksomheder, der forsøger at komme ind på disse markeder. Virksomheder kan vælge at gå ind i udenlandske markeder enten gennem en egenkapitalmodus, som kan involvere joint ventures eller direkte investeringer eller en ikke-equity mode, som f.eks. Licensiering og eksport. Selskabets struktur, det udenlandske markeds karakter og reglerne i mållandet er alle faktorer, der afgør, hvilke tilstande der vil være tilgængelige.
Fordele ved indgangsmuligheder
Egenkapitalen for adgang til et udenlandsk marked omfatter både direkte investeringer i faciliteter i udlandet samt joint ventures med virksomheder i samme branche med en base i målmarkedet. Direkte investeringer giver investeringsselskabet mere direkte kontrol over operationerne, mens et joint venture giver investeringsselskabet mulighed for at udnytte sin hjemmehørende partneres viden om offentlige bestemmelser, erhvervskultur og forbrugermarkedsføring.
Ulemper ved indkomstens indre værdier
En af de væsentligste ulemper ved egenkapitalindgang er det højere investeringsniveau, der kræves af investeringsselskabet. Investeringen kræver ikke alene monetære ressourcer, men også tid til at etablere relationer med enten direkte investeringspartnere eller joint venture-partnere på målmarkedet. Direkte investeringer kan udsætte de investeringsselskaber for høje risici, hvis målmarkedet bliver ustabilt. Virksomheder, der beskæftiger sig med joint ventures, skal ofte give kontrol over operationer til deres lokale partnere.
Fordele ved ikke-indrejsetilførselsmetoder
Indtægtsformer uden indrejse giver investorer mulighed for at komme ind på oversøiske markeder med minimal investering og reduceret risiko. Virksomheder kan bruge non-equity-modes til at komme ind på disse markeder meget hurtigere end med egenkapitalmodi, da processer som eksport og licensiering er meget hurtigere end at finde direkte investeringsmuligheder eller udarbejde joint venture-partnerskabsaftaler. Licensiering giver også virksomheder en højere afkast af deres investeringer og reducerer antallet af handelshindringer og regler, som licenshaveren skal overvinde.
Ulemper ved ikke-ensartede indgangsmetoder
Den mest mærkbare ulempe ved ikke-egenkapital indgangsmetoder indbefatter målmarkedets opfattelse af investeringsselskabet som outsider. Forbrugere og forretningspartnere kan være mere tøvende med at beskæftige sig med et firma, der ikke er villig til at investere penge, tid og kræfter til at etablere en fysisk tilstedeværelse på dette marked. Eksportører kan også stå over for høje transportomkostninger og eksportafgifter fra kilde nation. Derudover skal licenshaverne håndtere manglende kontrol over produktet og begrænsningerne i henhold til licensaftalen.
