Når to eller flere lande indgår en handelsaftale formelt reducerer eller eliminerer handelshindringer indbyrdes. Disse aftaler kan klassificeres efter antal partnere, som bilaterale og multilaterale; eller ved økonomisk integration, som f.eks. frihandelsområdet, toldunionen og den økonomiske union.
Bilaterale handelsaftaler
En bilateral handelsaftale opstår, når to nationer eller handelsblokke lægger eller fjerner handelshindringer for visse varer og tjenesteydelser. USA har for eksempel bilaterale frihandelsaftaler med en række lande fra 2015. En sådan aftale med Australien blev underskrevet i 2004 og trådte i kraft i 2005. Denne AUSFTA-pagt eliminerer takster på en række eksport af landbrugs- og tekstilvarer og import mellem USA og Australien.
Som det er tilfældet med Kina og foreningen af sydøstasiatiske lande, kan et land og et handelsblok også finde en bilateral handelsaftale. Det ASEAN-Kina frihandelsområde blev underskrevet i 2002 og implementeret i 2005, hvilket skabte et frihandelsområde mellem Kina og ASEAN-medlemslandene.
Multilaterale handelsaftaler
En multilateral handelsaftale involverer flere lande. Det Nordamerikanske handelsaftale er et velkendt eksempel på en multilateral traktat. Undertegnet i 1992 og gennemført i 1994 tillader NAFTA USA, Mexico og Canada frit at udveksle forskellige varer uden at være udsat for eksport- eller importafgifter. I henhold til denne traktat er også hindringer for investeringer elimineret. Andre eksempler på multilaterale aftaler er ASEAN og Asien-Stillehavet Handelsaftale, eller APTA.
Told og økonomiske fagforeninger
En toldunion dannes, når medlemmer af et regionalt handelsbureau er enige om at vedtage en fælles toldsats for indførsel fra eksterne lande. Et kendte eksempel på en toldunion er Europæiske Union. Mens handel mellem EU-landene stort set er toldfri, er alle import fra resten af verden underlagt en fælles toldtarif.
EU er også et eksempel på en økonomisk union. Økonomiske fagforeninger dannes, når to eller flere lande er enige om at tillade fri bevægelighed for ikke kun varer og tjenesteydelser, men også produktionsfaktorer som kapital og arbejdskraft. De deltagende lande deler også fælles monetære, sociale og skattemæssige politikker.
Multilaterale traktater og told- og økonomiske fagforeninger er typisk regionale aftaler. Det vil sige, at partnere findes inden for samme geografiske område.
Særlige handelsaftaler
Lande, især de udviklede, kan skabe særlige handelsprogrammer for at opfylde andre mål end blot at lette handelen. USAs afrikanske vækst- og mulighederlove er for eksempel designet til at tilskynde visse lande i Afrika syd for Sahara til at eksportere visse produkter til USA uden told. Gennem denne lov har USA til formål at forbedre de økonomiske og diplomatiske forbindelser med de afrikanske lande samt hjælpe dem med at opnå øget økonomisk udvikling og vækst.
