Organisationer står ofte over for situationer, der indebærer risici, som de kunne holdes ansvarlige for. En aftale om ikke-forpligtelse eller frigivelse er en kontrakt, hvor en person indvilliger i at frafalde retten til at søge kompensation eller retsforfølgning i tilfælde af en skadelig begivenhed. En almindelig anvendelse af ikke-erstatningsaftaler er at beskytte organisationer mod retssager i tilfælde af at nogen bliver syge eller bliver såret, mens de deltager i en aktivitet, der involverer organisationen.
Ansvarsbegrænsningselementer
En ansvarsaftale kan bruges til at beskytte en virksomhed eller anden organisation mod krav baseret på næsten enhver form for risiko. Den person, der afstår fra retten til at gøre krav, skal modtage en vis vederlag til gengæld. For eksempel får et medlem af et træningscenter adgang til anlægget til gengæld for at underskrive en frigivelse af ansvar, hvis hun er skadet under træning. Ikke-forpligtelsesaftalen skal indeholde specifikke aktiviteter og risici. Det skal indeholde en anerkendelse fra den enkelte, at hun forstår risiciene og indvilliger i at opgive retten til at gøre et retskrav i tilfælde af, at hun taber på grund af de angivne risici. Andre eksempler på brugen af ikke-forpligtelsesaftaler omfatter organisationer, der ønsker at beskytte sig mod krav fra medarbejdere eller frivillige.
