Importkvoter henviser til begrænsninger på mængden af et specifikt godt et land kan importere. Importkvoter er opdelt i absolutte kvoter, hvor landet ikke kan importere noget over en bestemt grænse og toldkontingenter, hvor landet kan importere over grænsen, men betale meget højere takster. Regeringerne bruger kvoter til at hjælpe den indenlandske produktion overleve den hårde internationale konkurrence, men i praksis er virkningerne langt mere forskellige.
Stigende priser
Antag at du har sukker importeret frit i et land og tegner sig for 50 procent af det samlede sukkermarked. Hvis regeringen pålægger en kvote på sukkerimport, så falder den samlede sukkerforsyning på markedet. Den overskydende efterspørgsel vil føre til en stigning i priserne, hvilket giver forbrugernes købekraft et slag. Medmindre den indenlandske produktion formår at dække efterspørgslen, kan sukkerprisen forblive høj på ubestemt tid.
Boost of Domestic Production
Den indenlandske produktion skal dække kløften på markedet for udenlandske produkter, der plejede at besætte. Når kvoter reducerer importen af sukker fra 5 pund pr. Person til 2 pund, skal de indenlandske sukkerproducenter øge deres arbejdshastighed og give dem 3 pund til forbrugerne. Denne kendsgerning er især nyttig for indenlandske industrier, der mangler mulighederne, men incitamentet - som følge af konkurrence med billigere udenlandske produkter - at producere og efterfølgende tjene mere.
Effekter på multinationale selskaber
Importkvoter har en direkte negativ indvirkning på multinationale selskaber. Sådanne virksomheder, som Nike og General Motors, lægger vægt på international handel, da husholdningernes forbrug ikke kan dække deres høje mål. I 2008 var der for eksempel kun ca. 3 millioner i USA i tilfælde af importkvote fra en større køber. I 2008 skulle multinationale selskaber hurtigt finde alternative markeder eller nedbringe produktionen, sammen med efterfølgende overskud.
Fremme forkert økonomisk orientering
Hovedformålet med importkvoter er at beskytte en industri, der på det frie marked er dømt til at mislykkes mod internationale giganter. Derfor er sådanne foranstaltninger som at sætte hobbende industrier på livsstøtte. På den måde lægger regeringerne tydeligvis på svage industrier i stedet for at støtte sektorer, hvor indenlandske producenter kan trives. For eksempel kan USA ikke konkurrere med Kina i tøjproduktion, men det kan fokusere på at holde overhånden i computersoftwareindustrien.
