Det Europæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) -traktat, undertegnet i Rom i 1957, blev oprettet for at fremme politisk og økonomisk integration mellem medlemsstaterne. De oprindelige medlemmer omfattede Frankrig, Belgien, Italien, Nederlandene, Vesttyskland og Luxembourg. Andre lande, som f.eks. Østrig, Sverige, Storbritannien, Danmark og Irland, kom senere til EØS. EØF blev ændret til Den Europæiske Union (EU) i 1992 efter Maastricht-traktaten, da medlemslandene ønskede at udvide samfundets beføjelser til ikke-økonomiske domæner.
Indre marked
Sommetider kaldes et indre marked, EØF handler om fjernelse af hindringer og forenkling af eksisterende handelsregler for at gøre det muligt for medlemmerne at udnytte handelen. EØF fremmer frihandel inden for EU og har til formål at gøre Europa til en markedsøkonomi. Dette fællesskab har gjort det muligt for medlemslandene at få direkte adgang til 27 lande og 480 millioner mennesker. EØF har bidraget til at gøre virksomheder, der driver forretning i EU-lande, sænket deres priser på produkter for at blive mere konkurrencedygtige og ved at fjerne skat på varer transporteret eller solgt mellem medlemsstaterne. Dette har haft gavn for medlemmerne ved at gøre det billigere og lettere at handle med andre EU-lande og sikre fair konkurrence. Dannelsen af det indre marked og den deraf følgende øgede handel har gjort EU til en stor handelsmagt.
Single Currency
EØF-landene deler en fælles valuta, euroen. De stater, der bruger euroen, kaldes euroområdet. Euroen blev indført i 1999, og den blev en vigtig faktor i europæisk integration. Fra 2011 bruger omkring 329 millioner EU-borgere nu euroen som deres valuta og nyder fordelene. Denne ensartede valuta øger handelen inden for og uden for euroområdets grænser, idet transaktionsomkostningerne er blevet reduceret, og der er mindre uventede ændringer i valutakursen. Medlemsstaterne behøver ikke længere at beskæftige sig med flere forskellige valutaer.
Fri bevægelighed for mennesker
EU-artikel 17, stk. 1, gør det muligt for personer, der er statsborgere i en EØF-statsborgerskab af unionsborgere, og artikel 18, stk. 1, giver enhver borger i unionen ret til at flytte og leve frit i andre medlemsstater. Undertegnelsen af Schengen-aftalen i 1985 efterfulgt af Schengen-konventionen i 1990 indledte afskaffelsen af grænsekontrollen mellem de deltagende lande og skabte begrebet fri bevægelighed. Dette er vigtigt for borgerne, fordi de kan søge job i andre EU-lande, arbejde uden tilladelse, studere, leve og nyde ligebehandling med statsborgere ud over adgang til beskæftigelse, lignende arbejdsvilkår og alle andre sociale og skattefordele.
Landbrugspolitik
EØF opstillede fælles prisniveauer i 1962, da medlemslandene blev genoprettet efter fødevaremangel. Denne strategi sikrede selvforsyning og fødevaresikkerhed ved at subsidiere produktion af basale landbrugsprodukter, men det resulterede også i overskud af flere produkter. Prisreguleringen blev senere reformeret i 1992 og 2003 og erstattede subsidier for mængder produceret med betaling til landmænd for at sikre dem en anstændig indkomst. Dette opfordrer landmændene til at producere produkter af høj kvalitet ved at søge nye udviklingsmuligheder, såsom energiforbrugende kilder, der overholder miljøstandarder, sikre fødevaresikkerhed og beskytte planter og dyrs sundhed. Politikken sikrer, at landmændene bevarer landdistrikterne landskaber, fugle og dyreliv ved at holde landene i god stand.
